SAMBA 13 – 2025
Om vejledning, de unges fællesskaber og værdien af omsorg
Gennem keynotes og work-/talk-shops får vi vores praksis belyst og uddybet med input fra forskere, meningsdannere, praktikere og andre eksperter. Vi får mulighed for at diskutere med oplægsholdere og vejlederkollegaer fra egen og andre sektorer. Som også tidligere dækker vores keynotes temaer fra de tre obligatoriske DUEK-moduler ’Samfund’, ’Vejledere’ og ’De vejledte’.
Årets tre keynotes er
Emma Holten, cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, feministisk debattør/forfatter
“Jeg fortæller om alt det, vi tager for givet, udpiner og mister, når vi ikke længere kan måle dets værdi. Økonomi og økonom-sprog er overalt. Når politikere, chefer og politikere siger, at der ”ikke er råd”, eller at noget ”ikke kan betale sig”, accepterer vi det ofte som en objektiv sandhed. Men værdi er ikke enkelt at måle og slet ikke værdien af omsorg.
Oplysningstidens ambition om et samfund, man kunne styre som en fabrik, har gjort mennesker, timer, relationer, og har i sidste ende gjort hele fremtiden til prissatte produkter. Det verdensbillede ligger bag mange af de store beslutninger der former vores liv.
Alt for sjældent sætter vi det under lup og taler om det. Men det gør jeg i dag. “
Tina Malchow-Møller, cand.psych. tidl. faglig leder af Psykologordningen på Fyn for øens STX- og HF-gymnasier gennem 20 år og nu selvstændig.
Tina har et langt professionelt virke som gymnasiepsykolog, har stor erfaring med unge mennesker og deres trivselsudfordringer og kompleksitet. Tina har superviseret og videreuddannet de fynske studievejledere som supplement til vejlederuddannelsen.
“Nutidens Unge – om hvordan vi kan forstå dem og møde dem i praksis…!” Jeg vil først sætte fokus på nutidens ungdomsliv og heraf følgende udfordringer for mange unges trivsel. Derpå vil jeg fokusere praksisnært på, hvad man som vejleder skal lære at VÆRE med og GØRE for at identificere, vurdere og håndtere evt. mistrivsel i mødet med de(n) enkelte unge.
Kun sådan kan vejledere nemlig hjælpe de(n) unge med selv at lære at VÆRE med og GØRE det nødvendige i det ungdomsliv der er deres. For uanset hvor gerne de og vi vil, så kan vi hverken fixe det eller dem.”
Helle Rabøl Hansen, Uafhængig Skole-/Unge-/Mobbe-forsker, jurist og Ph.d. i pædagogisk psykologi.
HELLE RABØL: Når fællesskaber er en del af problemet – og en del af løsningen “Grundskolen og ungdomsuddannelser kan være lokationer, hvor unge ekskluderes fagligt og socialt. Men skole og ungdomsuddannelser kan også være den afgørende lokation for mønsterbrud og det gode studieliv. Det er oftest relationer og meningsfuldhed i det fælles der gør forskellen. Hvordan arbejder vi for at forskellighed og fællesskab forbindes på dynamiske måder, der gør eleverne og de studerende til fuldgyldige deltagere på vores uddannelser?
Mit oplæg sætter fokus på unges længsler, potentialer og kapaciteter.”
Program
Torsdag den 13. november
Ankomst, morgenkaffe og indskrivning til konferencen fra kl. 9.30!
9.30 Ankomst, morgenkaffe og indskrivning til konferencen
10.30 Velkomst, en sang og introduktion til programmet
10.45 Hilsen
11.00-12.15 Keynote 1: Emma Holten. Om underskud og omsorgsøkonomi
12.15-13.30 Frokost og tjek ind på værelser
13.45-14.30 Faglig sparring på sektorplan
15.00-16.15 Keynote 2: Tina Malchow-Møller: Nutidens Unge – Om at møde de unge i praksis
17.00-18.00 Generalforsamling i Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, særligt vigtig i år
18.30-20.00 Aftensmad (buffet)
20.15 Aftenunderholdning ved Mads Marius: “Jeg er min egen rollemodel. Jeg bruger kun personlige eksempler, med erfaringer fra mit eget liv med slem angst, en medfødt hjertefejl og Tourettes. Jeg inddrager eksempler fra mit arbejde med unge og voksne gennem de sidste 10 år indenfor psykisk sårbarhed, som bruges landet rundt. Jeg fortæller om, hvordan man skaber gode fællesskabsrammer for unge, som har andre behov. Jeg deler viden om , hvordan man styrker trivsel hos de børn og unge, som har det ekstra svært (fx grundet en diagnose), og jeg fortæller om mit system til, hvordan vi skaber trygge rammer for de unge, som har det svært socialt.”
Fredag den 14. november
Indtil kl. 9.00 I spiser morgenmad og tjekker ud fra værelser
9.00 En morgensang, og kort orientering om dagens program
9.15-10.30 Workshops runde 1
10.30 Alle finder hen til deres runde 2- workshop
10.45 -12.00 Workshop runde 2
12.15 Frokost
13.30-14.45 Keynote 3: Helle Rabøl: Når fællesskaber er en del af problemet – og en del af løsningen
14.45 Afrunding og udlevering af kursusbeviser
Oplægsholder og indhold
Lea Wellejus, kandidat pædagogisk psykologi: Vejledning af neurodivergente unge – vejlederens rolle i en kompleks virkelighed
Hvordan kan vejledere forstå og støtte unge med fx autisme og ADHD? Jeg giver en introduktion til neurodivergens, og taler om overordnede kendetegn, maskering, ko-morbiditet, planlægnings-vanskeligheder, og hvordan vejledere kan navigere i det spændingsfelt – uden at skulle være terapeuter.
Oplægget vil også handle om, hvordan det at være neurodivergent påvirker unges muligheder og trivsel. Med udgangspunkt i forskning, praksiserfaring og vejledernes egne spørgsmål, sætter vi fokus på, hvordan vi kan møde disse unge.
Julie Osther Skovhus, Københavns Kommunes Ungdomsskole: Fra nysgerrig til i gang: AI i praksis for vejledere
På denne workshop får du konkrete idéer til, hvordan kunstig intelligens kan bruges som et redskab i både forberedelse, gruppevejledning og individuel vejledning. Vi ser på værktøjer, der kan integreres i den daglige vejledning og styrke mødet med den vejledte. Workshoppen giver inspiration til at udnytte teknologiens potentiale i vejledningsarbejdet. Mød andre vejledere, del erfaringer i et lærende fællesskab og bliv inspireret til at komme i gang.
Kim Gilberg, U-Turn, ungebehandler/VISO-specialist: Om cannabis og opioider
Jeg starter med en kort præsentation af rusmiddellandskabet for unge. Her vil jeg præsentere tal og tendenser/udvikling som giver et aktuelt billede på rusmiddellandskabet i 2025.Herefter retter jeg fokus på nogle specifikke rusmidler – fx cannabis (herunder syntetisk cannabis) og opioider.
Den del tager form af stof-edukation med praksisnære tematikker og nedslag som eksempelvis ’synlighed og tilgængelighed’ af stofferne og ”årsager til forbrug” (mestring, selvmedicinering m.v.). Jeg kobler pointer om rusmiddelbrug til nyere forskning på ungeområdet, og hvorfor de unge har fået øje på og bruger opioider i pilleform. Sidste del bliver mere praksisnært for vejlederne med fokus på ’Hvordan spotter man rusmiddelbrugen hos unge?’ og ’Hvordan spørger man ind til deres forbrug?’
Børne- og Undervisningsministeriet, STUK, SPS-kontoret: SPS på ungdoms-uddannelserne
Til hvem, om hvad, om hvordan, hvornår og hvor længe. Vi taler om ansøgningskriterier, forskellige støtteformer og statistikker for SPS på ungdomsuddannelserne, FGU og VUC ud fra SPS-bekendtgørelsen. Vi berører kort SPS ved overgangen fra en uddannelse til en anden og SPS på videregående uddannelser. Vi gør os umage for at komme ud i hjørnerne og besvarer spørgsmål om SPS, men vi sagsbehandler ikke.
Joakim Cao, fil.mag og studie og karriärvägledere Lund Universitet: Om digitale vejledningsmetoder og om att använda digitala verktyg i studie- och yrkesvägledning.
Hur kan vi göra vägledningen mer visuell, interaktiv och kreativ i det digitala rummet – utan att förlora det mänskliga mötet? I denna workshop utforskar vi konkreta sätt att använda digitala verktyg som Microsoft Powerpoint, Whiteboard, Padlet och Canva för att skapa tydlighet, engagemang och struktur i samtalen om framtiden. Fokus ligger på praktiska tips och hur du kan arbeta digilogt – med en pedagogisk kombination av digitala och analoga metoder och karriärlärande aktiviteter för att vägleda unga människor.
Medtag egen laptop/tablet eller mobiltelefon. Föreläsningen ges på svenska.
Ronny Højgaard: Visuel vejledning i arbejdet med sårbare unge.
Jeg fortæller, hvordan man kan arbejde med udsatte unge over tid. Jeg præsenterer visuelle værktøjer til at skabe relation, afdække forståelser i den unges liv, skabe motivation og lave aktionsplaner til at skabe forandringer, følge op over tid, samt anvendelse af virksomme spørgsmålstyper.
Jeg præsenterer en proaktiv tilgang til vejledning, med afsæt i brug af visuelle vejledningsmetoder, den relationelle alliance, effektfulde spørgeteknikker og den unges sproglige symboler. Jeg tager udgangspunkt i den unges egne oplevelser, samt hvordan man kan skabe inddragelse af den unge, så vejledningen opleves tryg, motiverende og støttende i forandringsprocesser.
Kristina Kristensen, audiologopæd og socialfaglig konsulent i VISO: Sprogforstyrrelse
1 ud af 14 børn har Development Language Disorder/DLD . Som vejleder har du sandsynligvis mødt en ung med DLD. Børn og unge med DLD bliver ofte misforstået eller føler sig misforstået.
Børn og unge med DLD har svært ved at give verbalt udtryk for følelser, de har vanskeligt ved at bearbejde talte og skrevne sprog. DLD kan påvirke den unges trivsel og sundhed. DLD kan påvirke den unges evne til at gennemføre en uddannelse. I denne videns- session vil du få viden om DLD og overvejelser i forhold til hvordan vejlederen kan arbejde DLD informeret.
Michael Bang Sørensen og Julie Elmquist, studievejledere, Det Fri Gymnasium: Gruppeforløb om søvn
Søvn er afgørende for sundhed, trivsel og læring. En meget stor del af de unge og voksne vi møder som vejledere oplever søvnvanskeligheder. I vores workshop formidler vi erfaringer med gruppebaseret søvnvejledning. Vi arbejder med hvordan søvnvanskeligheder kan identificeres, og hvordan vi i en gruppe kan dele erfaringer og lære af hinanden, samtidig med at vi på en struktureret måde kan arbejde med at skabe bedre søvnmønstre.
Vores mål er, at du som deltager bliver kvalificeret til at tale om søvn og konkret kan starte korte og simple søvnforløb med individer eller grupper.
Vi er begge studievejledere i gymnasiet, og har en supplerende uddannelse som søvnvejledere. Vores praksis er en gymnasial kontekst, men fremgangsmåden og erfaringerne er brugbare for både yngre og ældre grupper.
Henrik Thrane Brandt, Center for Ludomani (+ en ludoman): Om ludomani
Aldrig har så mange unge haft problemer med spil om penge – ludomani, som vi ser i dag. Der spilles i frikvarteret, der spilles i timerne, og det er blevet en helt normal aktivitet for mange specielt unge mænd og nogle af dem ender i alvorlige spilproblemer med store konsekvenser for deres skolegang. Hvad kan en fagperson gøre for at spotte og hjælpe en elev, som har et problematisk forhold til gambling? Det vil være en del af oplægget. Der vil også være fokus på gambling i gaming, og hvad er skinbetting og lootboxes?
Praktiske informationer
Deadline for tilmelding er mandag 23. oktober 2025
Tilmelding kan foretages her
Deltagelse koster:
- I enkeltværelse kr. 4.300,00
- I delt dobbeltværelse kr. 3.951,00 pr person
- I lille enkeltværelse kr. 4.100,00 pr person
- Deltagelse begge dage uden overnatning kr. 3.402,00
Vi gør opmærksom på at der pt er udsolgt af værelser på Nyborg Strand.
Kender du nogen der allerede er tilmeldt med overnatning, og hvor I kunne være intresserede i at bo på et delt dobbeltværelse, så tag endelig kontakt til os på cm@nyborgstrand.dk
Materiale til konferencen
Indkaldelse til generalforsamling 2025
Indkaldelse til generalforsamling torsdag 13. november 2025 kl. 17 på Hotel Nyborg Strand